Da jeg tilbage i begyndelsen af januar måned besluttede mig for at gennemføre min første 70.3 Ironman var det med en smule skepsis. Ikke så meget om min krop kunne holde til at træne, eller om jeg manglede talentet. Men mere om jeg kunne holde motivationen oppe i 6 mdr., ca. 10 timer om ugen ved at træne alene. Tidligere har mine mål være så overskuelige, at jeg har kunnet træne mig op på ca. 1-2 måneder. (bortset fra mit halvmarathon i sand i 2009, som jeg kun forberedte mig til i 3 uger – DUMT, meget DUMT)…

De første 2 måneder gik rigtig godt, jeg levede højt på at jeg havde taget beslutningen og gjorde noget ved det. Jeg var i frygtelig dårlig form og i hvert fald 10 kg for tung. Men jeg var i gang. Efter et par omgange med sygdom, begyndte formen og resultaterne at vise sig. Kiloene raslede af, mine løbetider begyndte at være hurtige (også på ture længere end 3 km), og på cyklen kunne jeg se ekstreme forbedringer i mine watt maks tests. Svømning var det eneste punkt hvor jeg var i tvivl, jeg fokuserede meget på at træne udholdenhed og fik ikke lavet tilstrækkelige tests. Men der var ros fra svømmetræneren om at min teknik blev bedre.

Derfor blev de efterfølgende måneders træning faktisk bare sjovere og sjovere. Det var ikke så hårdt som i starten, og jeg lærte at jeg ikke behøvede at give mig 100 % i alle træningspas – Pludselig var min træning også et enormt frirum uden alle hverdagens forpligtelser. Det husker jeg ikke tidligere at have oplevet ved træning. Det har altid været fuld gas i nogle timer, og så nydelse derefter. Nu var det til tider omvendt…

For at holde motivationen på plads havde jeg indsat nogle stævner undervejs: Horsens Duathlon i april, Haderslev 1/4 IM i maj og så KMD 4:18:4 i Odense en uge derefter. Alle sammen rigtig gode stævner hvor jeg formåede at fokusere på de elementer som skulle forbedres fra gang til gang.

Da jeg så i fredags tjekkede ind til Challenge, fik armbåndet på og poserne udleveret, var det tydeligt at mærke på kroppen, at nu var det nu! Hele weekenden gik med forberedelse, dobbel og trippel tjek af løbe og cykelposerne, og pludselig var kl. 04.30 søndag morgen: RACE DAY!!!

Starten var flyttet til Moesgaard strand, pga. spildevand i Århus bugten, men teamet bag Challenge havde gjort et kæmpe arbejde og det fungerede faktisk OK derude. Forude ventede 5 timer 35 minutter og 54 sekunders hårdt arbejde, med min krop, min psyke og disponeringen af begge

Svømning var en god oplevelse, jeg brugte ikke så mange kræfter som frygtet på trods af bølger og modvind. Tiden blev 41min og 24 sek – Et stykke fra de 36 min jeg plejer at bruge i svømmehallen. Men alt i alt OK!

Skiftet gik fint, på trods af en lidt rodet opstilling hvor cyklerne ikke stod i rækkefølge, og poserne lå ved cyklerne – Men ens for alle – Op på cyklen og afsted!

Og så startede vejr-helvedet! KLASK for et regn- og blæsevejr mod Odder. Min eneste trøst var at min cykel da heldigvis er ret så aerodynamisk og der derfor måtte være andre som led mere end mig. Jeg var meget spændt på om jeg kunne finde ud af at disponere mine kræfter på de 90km, men jeg synes at det gik OK, og efter 90km var jeg hjemme i Aarhus igen med ca. 31 km/t i snit. En del fra de 34-35 jeg ”normalt” ville køre på en kvart IM, men hey, der ventede et halvmarathon…

Noget andet som ventede i Aarhus var min familie og mine venner – Jeg glædede mig helt vildt til at se dem og mærke deres støtte på løberuten…

Løbeturen gik overraskende godt den første kilometer. Jeg havde stort set ingen smerter, som man normalt oplever fra cykling til løb, så jeg gætter på de 2 træningspas pr. uge med krydstræning virkelig har været optimalt. Efter første runde på ruten kunne jeg godt mærke at jeg havde været i gang i mange timer. Benene var ømme og tabte fart som kilometerne skred frem. Lige så stille begyndte muskeltrætheden og kramperne at melde sig, og den sidste runde var ren overlevelse. Løbetider i nærheden af 6 minutter pr. km. fortalte ALT.

For hver runde jeg løb mødte jeg mine ”fans”, aka. min elskede familie og venner – Med tilråb som DU ER SÅ SEJ, og KOM SÅ DET SIDSTE gjorde de turen 1.000 gange bedre og løftede hele oplevelsen. Jeg må have udstrålet enorm styrke, for min far sagde på den sidste omgang til de andre – ”Han kunne jo løbe en marathon lige nu hvis han ville”… Og for lige at have det på skrift: DET KUNNE JEG IKKE!

Jeg havde faktisk en seriøs snak med mine ben ca. 2 km før mål, og vi lavede en aftale. Om ca. 11 minutter får I fri, men indtil der – Lad mig løbe. Lad mig løbe med stil over målstregen, lad mig smile og nyde min sejr. De lyttede heldigvis og gav mig lov…

Derfor er jeg i dag meget stolt! Jeg har vundet en kæmpe sejr. Jeg satte mig et ambitiøst mål og jeg vandt!

En kæmpe tak skal lyde til min krop og min familie, for hvem jeg har udsat for meget overbelastning det seneste halve år. TUSIND TAK!