Der findes ikke noget bedre i min verden end at sætte sig et mål og så nå det. Hvad end der skal til! Derfor har jeg det lidt svært ved nogen gange at acceptere mine egne grænser (evner), og bare kæmper videre, 100% efter hvad træningsprogrammet beskriver.

Min første oplevelse kom efter at have læste Aleksandars artikel (Vilje mod evner), om netop samme emne, og jeg kan huske at tænke ”Selvfølgelig! Klart! Man skal lytte til sin krop”… 2 uger efter bragede jeg ned med influenza. Lidt overraskende da jeg ikke har været syg i en del år, men det kan jo ske tænkte jeg… Mine træningsvenner havde dog nogle andre forklaringer, at min krop var presset – Den var ikke vant til den træningsmængde som jeg bød, den og brugte derfor alle kræfter på at restituere og det kostede på immunforsvaret. Tilbage på sporet en uge senere, tog jeg det så lidt mere roligt – Meeeen når man nu alligevel er afsted skal den sq have hele armen. Det gik fremragende og på trods af sygdom lavede jeg nye rekorder på mine træningstider – Skønt…. Så kom forudsigelsen fra en af mine venner: ”Inden den 1. april har du lagt dig syg igen” – What??? Hold nu op, nej det kan trænes væk
For en uge siden måtte jeg så underdynes igen, denne gang med feber og bihulebetændelse! For s****!!!!!
Jeg håber jeg har lært det nu – For der er i skrivende stund kun 88 dage tilbage til jeg skal lave Århus Challenge, og jeg har ikke tid til flere gange under dynen.

Af skade bliver man klog – Forhåbentlig…